Senge til Syd

Hospice Djursland har indkøbt nye patientsenge, der skal erstatte de 10 år gamle senge.

De nye senge har ekstra funktioner, som har været efterspurgt af medarbejderne.

For eksempel har de to-delt sengehest, et fodgærde, der kan sænkes, så det er lettere for medarbejdere at give behandling fra fodenden, ligesom sengen kan sænkes ned i lav højde, så det er lettere for patienterne at rejse sig fra sengen. Altså en masse gode funktioner, som bliver til stor gavn og glæde for patienterne på Hospice Djursland.

Når det er sagt, var der intet i vejen med de gamle - der var "blot" kommet bedre modeller på markedet.

Derfor har Hospice Djursland valgt at glæde andre ved at donere de 10 brugte senge til Genbrug til Syd, der støtter foreninger i at sende fx brugt hospitalsudstyr til "Syd", hvor sengene vil gøre en stor kvalitetsmæssig forskel for patienterne dér.

Sengene fra Hospice Djursland vil blive sendt af sted i løbet af foråret 2017.