Gavmild donation fra Hornslet Handel

Tirsdag den 10. oktober kunne repræsentanter fra Hornslet Handel så overrække en chek på 50.450 kr. til hospiceleder Dorit Simonsen, der tog imod den gavmilde pengegave med stor taknemmelighed.

Som noget nyt har Hornslet Handel i år valgt at støtte lokalt, og Hospice Djursland ser det som en anerkendelse fra netop lokalsamfundet af den indsats, som hospicet yder over for patienter og pårørende i en svær tid.

fra venstre ses Christina Pedersen fra Fest & Gaver, hospiceleder Dorit Simonsen, Jimmi Rasmussen fra Mr. Hornslet, Sanne Søgaard fra Sanne Søgaard Hud- og fodplejeklinik og Jette Bøgeskov fra Profil Optik

Hornslet Handel støtter Hospice Djursland

Hornslet Handel er atter klar til det helt store modeshow i Hornslet Idræts og Kulturcenter onsdag 4. oktober. Det er 7. år i træk, at arrangementet løber af stabelen.

De fem første år blev det afholdt i kampagnen Støt Brysternes tegn sammen med den lokale afdeling af Kræftens Bekæmpelse i Syddjurs, men i 2016 blev der ændret lidt i forretningsgangen.

Der var dengang opbakning i handelslivet generelt til at gå selv, men fortsat med det klare formål at støtte Kræftens Bekæmpelse med hele arrangementets overskud.

"I år er vi blevet enige om at støtte lokale godgørende formål, og vi har valgt  Hospice Djursland, som er både glade og rørte over vores opbakning," siger Sanne Søgaard fra butikken af samme navn.

I anledning af, at overskuddet fra aftenen går til  Hospice Djursland i Rønde, kigger  hospiceleder Dorrit Simonsen forbi på aftenen og fortæller om sit arbejde.

Kilde: Lokalavisen Aarhus Nord