"Vi vil fred her til lands, sankte Hans..."

Hospice Djursland fejrede Sankt Hans med middag i caféen efterfulgt af båltale og et noget sejlivet bål.
Mange patienter og pårørende var mødt op til grillede nakkekoteletter, pølser og lækre salater i caféen. Stemningen var god og varm, trods truslen om byger.

Sygeplejerske Birgit Kjeldahl stod for båltalen, hvor hun berørte mange store emner på en fin og enkel måde.
Hun talte om Sankt Hans som oprindelig fest for naturens kræfter og bålet som et skærmende blus mod onde ånder og om sammenhold og det at være en del af en større helhed, skønhedens flygtighed og om at være til stede i livet.
Birgit sluttede sin tale af med budskabet fra de sidste vers i Midsommervisen: "Vi vil fred her til lands, sankte Hans, sankte Hans! Den kan vindes, hvor hjerterne aldrig bli'r tvivlende kolde!"

Herefter blev bålet tændt - med møje og besvær - og heksen kunne flyve til Bloksbjerg...