Bel Canto Opera Company

Tirsdag den 23. juli var Hospice Djursland så priviligerede endnu engang at få besøg af Bel Canto Opera Company. Den italienske operatrup var i Rønde for optræde på Rønde Højskole, og vi er glade for, at nogle af sangerne og deres pianist tog tid ud af deres program til at komme her forbi.
Det er fjerde år, at truppen lægger vejen forbi hospice i forbindelse med deres optrædener i byen.

Patienter, pårørende, frivillige og medarbejdere havde taget plads på gangen for at nyde en af de oplevelser, der er så betydningsfulde, når man lever livet en dag ad gangen - og publikum fik kuldegysninger i sommervarmen!
Sangerne gav sig fuldt ud i en halv times seance. Der var solosang fra alle sangere og en afsluttende fællessang.
Det var en rørende oplevelse, der kaldte gåsehud og tårerne frem. Flere af sangerne blev selv meget rørte, da de så reaktionen fra deres publikum.

Med dette fjerde besøg kan vi tillade os at kalde Bel Cantos besøg for en tradition - og vi håber, at den kyndige og sympatiske trup igen til næste år vil lægge vejen forbi os.