Passagen

Skal en skulptur vandes? Ja, det skal PASSAGEN, en levende, foranderlig skulptur, som kunstnerduoen Morten Kromann & Jens Ardal har skabt ved Hospice Djursland

 

Inderst består den næsten10 meter lange op til 2 meter høje buede skulptur af et kubisk metal grid. Takket være det organiske materiale (en masse bestående af tørv og kokos humus), som over en længere periode er smurt på skulpturen, vil den langsomt forandre farve fra rustbrun til grøn og blive en del af naturen og landskabet.

Patienter, pårørende og personale har også været med til at skabe udtrykket i skulpturen. De har bidraget med en ting, der har haft særlig betydning for dem. Objekterne er placeret mellem de to buer og er også påsmurt det organiske materiale.

En patient gav en pakke Cecil, med kun en enkelt cigaret tilbage. Han fortalte kunstnerduoen om sit liv, mens han røg en smøg, og de sammen drak en Sommersby.

”Det var en stærk oplevelse”, siger Morten Kromann og fortæller, at mange af de kunstneriske udsmykninger, de laver involverer mennesker. Men på Hospice var pulsen en anden:
”Præmissen her med alvorligt syge mennesker er meget anderledes og viser meget tydeligt, at tiden er så foranderlig”.

Allerede ved deres første besøg på Hospice Djursland bemærkede de to kunstnere kontrasten mellem bygningens smukke enkle arkitektur, den idylliske tidløse natur. Alt virkede så stille og afventende. Kontrasten mellem det stille sted, hvor livet kommer og går – og den travle hverdag udenfor, vidnede for dem om, at det eneste konstante i livet er, naturen og dens iboende forvandlinger.

PASSAGEN symboliserer en overgang, en forbindelse. Rent fysisk rejser skulpturen sig fra jorden i begge ender og leder synet mod himlen.

En publikation om kunstværkets tilblivelse og de personlige historier, der knytter sig til objekter i skulpturen er under udarbejdelse.

Kunstprojektet har modtaget støtte fra Statens Kunstfond og Spar Nord Fonden.

Skulpturen indvies torsdag den 21. juni  2018 kl 14:00 på Hospice Djursland, Strandbakken 1, 8410 Rønde. Kunstnerne er tilstedet.

Yderligere oplysninger:
Hospiceleder Dorit Simonsen, tlf. 78 41 34 00. Kunstner Morten Kromann, tlf. 41 83 20 83.