Til lykke med fødselsdagen

Torsdag den 1. november var det fem år siden, Hospice Djursland kunne tage imod de første patienter.

Vi fejrede fødselsdagen ved en reception i kunstens tegn.
Til stede ved receptionen var lokale kunstnere, hvis kunst udgør Kunstbiblioteket på Hospice Djursland. Herfra kan patienter og pårørende vælge, hvilken kunst, de ønsker på deres stue.
Også Lars Nørgård og Sophia Kalkau var til stede, da deres værker blev officielt indviet af Professor dr. phil. Morten Kyndrup, fra Ny Carlsbergfondets bestyrelse. Kunstnerne har i samarbejde med Ny Carlsbergfondet kreeret deres værker specielt til Hospice Djursland til glæde og gavn for alle, der har sin gang i huset.

Vi fejrede også udgivelsen af bogen ”Kunsten på hospice​”. Som titlen antyder, omhandler bogen kunsten på Hospice Djursland – kunsten får ordet, og der krydres med udtalelser fra bl.a. kunstnerne, patienter og personale, arkitekt Klavs Hyttel og professor dr. phil. Morten Kyndrup.
Bogen kan købes for 150,- kr. ved henvendelse til Hospice Djurslands sekretariat.

Blandt de godt 130 gæster var også patienter, pårørende og medarbejdere på Hospice Djursland.
Alle blev forkælet af vores dygtige køkken med hjemmepresset æblejuice, økologiske lagkager, mousserende vin, kaffe og småkager.

Tak for en festlig dag.